søndag den 30. oktober 2011

Halloweenfest

Huset var invaderet af hekse, genfærd og andre figurer, som hører halloween til.
Natasha holdt halloweenfest for veninderne fra fodbold, og menuen var klam og ulækker - i hvert fald, hvis man skulle tro navnene på retterne.

Halloweenmenu
Dræbersnegle: Pizzasnegle
Afhuggede fingre i monsterdej: Indbagte pølser i grøn dej
Indbagte spøgelser: Hjemmelavede kyllingenuggets
Rotteblod og zombiebræk: Ketchup og remoulade
Dræberkanin-guf: Gulerødder og agurker i stave
Heksebryg: Bowle med frosne vingummislanger
Øjne i eget blod: En kugle af vanilleis på jordbærkompot
Poppede rottehjerner: Popkorn

onsdag den 26. oktober 2011

Kødboller i tomatsauce

En af favoritterne fra madplanen i vores familie er kødboller i tomatsauce med pasta. Det er en favorit både fordi den smager godt men ikke mindst pga. tiden man bruger på at tilberede retten. Det tager maks. 30 min.

Retten er inspireret af Lady & Vagabondens hofret fra Rollinger & Roulader. Vi har dog lavet et par justeringer i forhold til Sif.

Kødboller i tomatsauce

4 pers.
  • 500 g oksekød
  • 2-3 fed hvidløg, presset
  • 1 god håndfuld bredbladet persille, finthakket
  • 1 æg
  • Salt og peber
  • 2 ds. flåede/hakkede tomater
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. salt, evt. peber
  • Spaghetti svarende til 4 pers.
  • Friskrevet parmesanost og evt. friske basillikumblade.
Start med at røre oksekød, hvidløg, persille, æg og salt og peber til en fars. Form herefter farsen til små kødboller.

Blend tomaterne.
Hæld tomater i en sautepande og smag til med sukker og salt.
Kom nu kødbollerne i tomatsaucen og lad det småkoge et par minutter.
Næsten færdigkogt spaghetti tilsættes og vendes godt sammen med tomatsauce og kødboller.
Serveres med friskrevet parmesanost og friske basillikumblade (vi hvade dog desværre ikke nogle af delene).

mandag den 24. oktober 2011

Op på hesten igen

Efterårsferien er slut og en ny uge "truer". En ny uge er jo som bekendt lig med en ny madplan i vores familie.

Madplanen i uge 43 ser ud som følger:
Mandag: Hakkebøf og flødekartofler
Tirsdag: Pasta med tunsauce Rugbrød (Natasha til håndbold)
Torsdag: Græskarsuppe
Fredag: ??? (Filmklub)
Lørdag: Halloweenmenu (Natasha holder halloweenfest)
Søndag: Kartoffel/porresuppe

Hvordan ser madplanen ud hos jer?

lørdag den 22. oktober 2011

Slow cooking

Flemming stod i går op kl. 6 for at lave mad. Menuen i aftes bestod nemlig af pulled pork med coleslaw og hjemmebagte burgerboller - UHMMMMM.
Vi havde gang i en nakkefilet på 2,2 kg, så der var mere end rigeligt mad i sådan en fætter til os fire, så vi inviterede alle forældrene på lidt slow cooking. Det var en stor succes. Mor og far var endda ud i, at de næste gang ville købe kødet, hvis vi leverede kokken.
Jeg glemte desværre helt at tage billeder af gårsdagens pulled pork, men I får lige et par billeder fra da vil lavede pulled pork i juli.


Efter vi havde pulled kødet, dryssede vi lidt ekstra rub ud over kødet og hældte en lille smule ufiltreret æblejuice på og vendte derefter hele molevitten rundt. Det blev simpelthen så saftigt.

Pulled pork
  • Nakkefilet ca. 2,2 kg
Dryrub
  • 6 spsk. paprika
  • Et godt drys friskkværnet peber
  • 6 spsk. fint salt
  • 2 spsk. hvidløgspulver
  • 2 tsk. tørrede chiliflager
  • 2 tsk. spidskommen
  • 2 tsk. sennepspulver
  • 4 spsk. brun farin
Kom alle krydderierne i en minihakker, kør rundt og kom derefter rubben på glas.

Nakkefileten gnides godt i dryrub og pakkes derefter tæt i madfilm og sættes i køleskab i ca. 24 timer.

For nærmere instruktion af tilberedning af se her

Coleslaw - stor portion
8 gulerødder
1/4 hvidkål
1 bg. creme fraiche 18 %
1 spsk. salatmayonnaise
1 spsk. dijonsennep
1-2 tsk. sukker
Salt og peber
Gulerødder og kål rives groft, brug med fordel en foodprocesser.
Bland ingredienserne til dressingen og vend grøntsagerne heri.
Sættes koldt et par timer.

Vi serverede pulled pork i burgerboller smurt med hickory barbecuesauce og coleslaw. Bon appetite.

torsdag den 20. oktober 2011

Efterårsferiehygge

Åhhhhh, som det er dejligt at have efterårsferie med familien. I går var vi alle sammen i Skansebadet, og i anledningen af efterårsferien var der familiedage, dvs. at hele svømmehallen var åben til fri afbenyttelse. Det betød, at vi kunne tage børnene med ind i Relaxafdelingen.

I dag har vi været på bytur. Vi skulle i Salling med Natashas skoletaske, som var gået i stykker. Efter kun 4 mdr. var den begyndt at skride i sømmen - og det er jo ikke fordi en 3. klasseselev går rundt med vildt mange bøger, hmmmm. Nå men der var bare super service i Salling, den flinke dame byttede den uden videre.

Vi var også en tur på Aalborg Stadion. I efterårsferien var der mulighed for at komme ind "i det allerhelligste". Det var meget skægt at se spillernes omklædningsrum, få lov til (næste) at komme ind på grønsværen.
Efter en lang dag, var det dejligt, at madplanen viste vokret wokret, som i sig selv ikke er som kompliceret.
Jeg havde fundet denne lækre ret her. Jeg havde dog hverken sherry eller cashewnødder, og så tilsatte jeg også hvidløg og chiliflager.


Kylling og broccoli i wok
4-6 pers.
  • Olie til stegning
  • 500 g kyllingebryst i strimler
  • 2 æggehvider, let piskede
  • 60 g maizena
  • 2 løg i strimler
  • 2-3 fed hvidløg
  • Ca. 1 tsk. tørrede chiliflager
  • 1 snackpeber
  • 1 broccoli i små buketter
  • 4 spsk. soyasauce
  • 4 spsk. fishsauce
  • Egg nudles sv.t. 4-6 pers.

1. Varm olie op i en wok. Imens dyppes kyllingestrimlerne i æggehviden og derefter i majsmelet (+ salt og peber). Steg det i wokken lidt ad gangen. Det skal stege i 3-5 minutter indtil kyllingen er gylden og kun lige gennemstegt. Læg det færdigstegte kylling på en tallerken med køkkenrulle.
2. Varm wokken op igen med 1 spsk. olie. Steg løg, peberfrugt og broccoli i 4-5 minutter, indtil grøntsagerne er lidt bløde. Tilsæt soya og fishsauce.
3. Kom kyllingen tilbage i wokken og blandt det hele godt sammen i et minuts tid. 

4. Kog nudlerne let, og vend dem straks i grøntsagsblandingen.  

Lige nu sidder jeg i køkkenet og dufter til den kage, som jeg lige har taget ud af ovnen, og som vi skal have i morgen aften. Og det er ikke hvilken som helst kage. Det er Blomsterbergs citronmåne. Er der andre, som har prøvet den?

tirsdag den 18. oktober 2011

Dagens gæstekokke

I dag har vi haft gæstekokke i køkkenet. Alexander havde jo i følge madplanen valgt, at vi skulle have pizza til aften, og når man selv vælger menuen, må man også hjælpe til med fremstillingen.
Vi havde to ruller færdiglavet pizzadej i fryseren og et karton tomatsauce, fra da Natasha havde fodboldskolefest for tøserne, så det var oplagt at bruge de to ruller i aften.
Alexander havde valgt, at dagens topping skulle være skinke og pepperoni - yderst børnevenligt må man sige.
Når vi normalvis laver pizza laver vi selv dejen fra bunden. Vi laver normalvis også selv tomatsaucen. Den hjemmelavede udgave - både pizzabund og tomatsauce - er bare så meget bedre. Men når det skal gå hurtigt, er købeudgaven et udmærket alternativ.

Madplanen

I vores familie har vi madplan. Det er efterhånden blevet en nødvendighed med 2 børn, som har fritidsaktiviteter 2 dage om ugen som skal passes. Madplanen giver os en vis struktur i hverdagen og vi slipper for "hvad ska' ha' til aften?".

En anden fordel ved madplanen er at vores madbudget ikke skrider. Vi er en familie på 4, og vi bruger et sted mellem 3000-3500 kr. om måneden - det synes jeg ikke er galt.

Madplanen for uge 42 - den børnevenlige udgave:
Mandag: Hotdogs (Natashas valg)
Tirsdag: Pizza (Alexanders valg)
Onsdag: Risengrød (Alexanders valg)
Torsdag: Wok med broccoli og og kylling
Fredag: Pulled pork med coleslaw
Lørdag: Tapas fra Fandanko
Søndag. Endnu ikke planlagt.